Generalforsamling 2019

Lørdag den 21. september kl. 12.30
Slesvigske Musikhus, Louisevej 7a, 6100 Haderslev

Følgende musikforeninger var repræsenteret:
Haderslev, Sønderborg, Svendborg, Randers, Odense, Fredericia, Vordingborg, Birkerød, Ribe, Hellerup og Roskilde.

Dagsorden 

  1. Valg af dirigent

    Poul-Erik Hansen, Haderslev Musikforening blev valgt.

  2. Formandens beretning: ved Aksel Nielsen

    Beretningen foreligger som et særskilt dokument.

  3. Kassereren aflægger regnskab: ved Sus Beckedorf

    Regnskabsåret går fra 1. juli 2018 til 30. juni 2019. 18 ud af 35 foreninger havde ved regnskabsafslutning betalt kontingent og Koda. De manglende indbetalinger giver et minus på 57.534 kr. i forhold til sidste år. Det vil være mere retvisende at ændre regnskabsåret til at følge kalenderåret.
    Kommentarer: Tallene fra sidste års regnskab kunne evt. medtages til sammenligning.
    Af regnskabet fremgår det, at betalingen til musikerne, der spiller før generalforsamlingen, er og har været under DMF´s minimumstarif. Bestyrelsens svar: Minikoncerterne betragtes ikke som koncert, men snarere som PR for de pågældende musikere.

  4. Indkomne forslag

    Der var ikke indsendt forslag.

  5. Kodaaftale, ny beregning

    Sus Beckedorf fremlagde en ny beregningsmodel som en arbejdsgruppe er kommet frem til. Beregningsgrundlaget vil være antallet af koncerter i en sæson. Der er pt. 35 foreninger i SDM, der tilsammen afholder 259 koncerter, beregnet som gennemsnittet af de to sæsoner som foreningerne har oplyst tal fra. Vi skal betale ca. 121.000 kr. til Koda, dvs. én koncert koster 470 kr. (Beløbet er rundet en smule op). De fleste skal med denne nye beregning betale mindre end hidtil.
    Ordningen er fleksibel, dvs. hvis antallet af koncerter ændres, bliver beløbet efter indberetning ændret.
    Jo flere medlemsforeninger, jo billigere bliver det. Det er en solidarisk ordning, der giver os frie hænder til at spille ny musik uden tanke på omkostninger og besværlig individuel kodaberegning.
    Bestyrelsen har kun modtaget én protest mod forslaget. På generalforsamlingen var der (også) fuld tilslutning til ordningen.
    Kuno Kjærbye: Aftalen er solidarisk med komponisterne og understøtter at nyere musik bliver honoreret ordentligt.

  6. Streamsound: ved Bent-Erik Rasmussen
    Bent-Erik Rasmussen præsenterede sig som generalsekretær for Schubertselskabet, men har ellers sin baggrund i musikområdet på DR. Heraf hans interesse for podcasts. Klassisk musik er blevet næsten usynligt i mediebilledet. Tanken er at kompensere for det ved at skabe hjemmesiden Streamsound med podcasts. Bent-Erik Rasmussen tilbyder at musikforeningerne kan præsentere sig efter tur i sådanne podcasts. Musikforeningerne kan linke til Streamsound på egne hjemmesider. Ordningen vil give øget synlighed for begge parter. Den vil ikke koste noget.

    Der var også opbakning til dette projekt. Bent-Erik Rasmussen vil sætte det i gang i november.

  7. Valg

    Valg til bestyrelsen:
    Aksel Nielsen blev genvalgt
    Sus Beckedorf blev genvalgt
    Marianne Granvig blev genvalgt
    Kirsten Høybye, Furesø Musikforening, blev indvalgt.
    Valg af suppleant: Tom Boye Poulsen blev genvalgt.
    Valg af revisor: Claus Kejser blev genvalgt.
    Valg af revisorsupleant: Lise Schmedes blev genvalgt. 

  8. Fastsættelse af kontingent

    Uændret 350 kr.

  9. Eventuelt

    Inspirationskurser må gerne fortsætte. Publikumsudvikling blev foreslået til kursusemne.
    Marianne Granvig: Fem musikforeninger på Fyn vil deles om fem koncerter med alle Beethovens strygekvartetter. Der bliver fælles markedsføring.
    Projektkoncerten med ny musik af Hanne Tofte Jespersen, som Aksel Nielsen omtalte i sin beretning, vil også blive spillet i fem musikforeninger.

     

    Referent: Niels Jørn Krogh

Inden generalforsamlingen var der en præsentationskoncert med ”5ininum Brass”: en messingkvintet, der består af kvindelige musikere og som har det koncept at spille musik der er lavet af kvinder eller omhandler kvinder. To af musikerne, trompetist Sidsel Lund og basunist Mette Krüger, har deres daglige virke i huset som ansatte i Slesvigske Musikkorps.