Formandens beretning 2024 – 25
På sidste generalforsamling 7. september 2024 i Silkeborg fortalte jeg om K7 ugen. Uge 37, hvor unge over hele landet mellem 18 og 27 år har fri adgang til over 200 kulturinstitutioner. Jeg foreslog projektlederen Astrid Sperling, at sende oplysninger om K7 ud til samtlige SDM formænd hurtigt, så man ville have mulighed for at være med allerede i 2024.
Søndag 6/10. 2024 fejrede vi SDM´s 50-års jubilæum med en koncert i Musikhuset København. Vi valgte at afholde begivenheden i samarbejde med Art Music Denmark, og vi er meget glade og taknemmelige for den hjælp og støtte vi har fået fra deres direktør og konsulent Regin Petersen og C/o.
Begivenheden kom til at hedde ”Musikforeningernes dag”, der udover selve jubilæumskoncerten også omfattede paneldebat, fagligt netværksmøde og reception. Det blev en rigtig fin dag. I Musikhuset København er der en dejlig koncertsal, vi havde fire fantastiske musikere, den unge danske strygekvartet NOVO Quartet, et perfekt program med musik af Beethoven, Schostakovich, amerikanske Caroline Shaw (født 1982) og en uropførelse af danske Mathias Vestergård (født 1989). Kort sagt en koncert med alt, hvad man kan ønske sig. Man kan så undre sig over, hvorfor koncertsalen ikke var stuvende fuld.
I november 2024 fik vi invitation til et dialogmøde med medlemmer fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for musik. Mødet var den 18/11 i Hammerichsgade 14 i København.
I invitationen stod: ”Projektstøtteudvalget for Musik har som led i dets strategi for transparens i uddelingen af støttekroner engageret konsulenterne Lene Bak og Xenia Brown Pallesen til at samle viden om relevante aktører i det danske musikliv, der har kunstnerisk niveau til at opnå tilskud, men som ikke søger”. Fra SDM´s bestyrelse deltog Kirsten Høybye (formand i Furesø Musikforening). Kirsten fremførte bl.a. vores kritik af udformningen af ansøgningsskemaerne til støtte hos Kunststyrelsen, og hun beretter: ”At det lod til, at der blev lyttet”. Nu bliver det så spændende at se, om det har virket.
I SDM var der mulighed for et samarbejde med skriftserien Publimus.
Det skulle består i, at en musikforening sætter en annonce for Publimus i deres koncertprogram, og at Publimus så annoncerer for koncerten på deres hjemmeside og i deres koncertkalender. I bestyrelsen var vi enige om, at det måtte være op til hver enkelt musikforening, om den ville indgå et sådant samarbejde.
Aftalen med Publimus blev derfor, at de skulle tage kontakt til nogle musikforeninger, og høre, om de var interessede i samarbejdet.
Den 18. februar 2025 fik jeg beskeden om, at Publimus havde inviteret 16 foreninger til samarbejde og kun fået svar fra en. Efter dette valgte de at opfatte tiltaget som mislykket.
Vi har afholdt et SDM bestyrelsesmøde den 12/4 2025.
Her talte vi blandt andet om vores retningslinjer for medlemskab i SDM og vedtægter. Vi blev enige om, at de trænger til nogle opdateringer.
SDM fik en henvendelse om tvivl ang. momsregistrering af musikforeninger.
Langt de fleste af vores medlemmer er ikke momsregistrerede.
Jeg har kigget på det, og som Skattestyrelsen selv skriver: ”Momsregler kan virke komplicerede, og det kan være en god ide at søge rådgivning fra en professionel revisor, så man undgår fejl og får mest ud af reglerne”.
Altså: Billetsalg ved koncerter er generelt momspligtigt, men er billetindtægten under 50.000 kr. pr. år, behøver foreningen ikke være momsregistreret.
Nogle musikforeninger har medlemskontingent. Medlemskontingentet er momsfrit.
Nogle musikforeninger modtager kommunal støtte og får måske også legater. Sådanne indtægter er uden for momsloven og skal ikke medregnes i beløbsgrænsen.
Det er altså løssalgs billetindtægten, der evt. skal betales moms af, men er den årligt under 50.000 kr., behøver foreningen ikke være momsregistreret.
Hvis en forening har en billetindtægt på over50.000 kr. årligt, skal foreningen som hovedregel momsregistreres.
Nogle foreninger kan være momsfritaget, men det forudsætter, at foreningen har et formål i vedtægterne, der anses for ”velgørende og/eller almennyttigt”.
En velgørende og almennyttig forening er en organisation, der på et ikke-kommercielt grundlag arbejder til gavn for en bredere kreds af mennesker eller for samfundet generelt. Det vil sige, at foreningen skal have et andet formål end at arrangere koncerter mod entrébetaling for at være almennyttig.
Foreningens overskud skal da bruges til det velgørende og almennyttige formål, der står i vedtægterne.
Skattestyrelsen kan bede om at se regnskabet og vedtægterne, og man kan risikere, at de vurderer, at formålet ikke er almennyttigt og kræver, at foreningen skal svare moms af entreindtægter med tilbagevirkende kraft.
Er der tvivl om, hvorvidt foreningens formål er almennyttigt, børbestyrelsen søge professionel rådgivning for en afklaring.
Det er også muligt at ansøge om momsfritagelse for konkrete arrangementer, hvor indtægten skal gå til et konkret, velgørende formål. Har man dette i tankerne, bør bestyrelsen også søge professionel rådgivning.
Så har folketinget vedtaget en ny lov gældende fra 1. juli 2025, der gør betalinger til ophavsretsselskaber momspligtige. Altså 25% moms på vore Koda betalinger. Bo Gunge har på vegne af SDM´s bestyrelse lavet en beskrivelse, som er sendt ud til jer 1. maj.
I beskrivelsen står bl.a.:
“På trods af modstand og heftigt lobbyarbejde fra Koda og andre ophavsretslige organisationer, har folketinget nu vedtaget en ny lov, der gør betalinger til ophavsretsselskaber momspligtige. Vi har i bestyrelsen forhørt os hos Koda om, hvad det kommer til at betyde for landets musikforeninger, og Koda bekræfter, at det netop er sådanne indbetalinger, som musikforeningerne foretager, der vil blive pålagt moms.
I forbindelse med dette tiltag var Bo og Sus den 29/8 til møde hos Koda i København.
Den nye lov er gældende fra den 1. juli i år. De første seks måneder af 2025 vil være, som det plejer, men for andet halvår er der pålagt 25% ekstra i moms. Derfor har SDM sat afregningen for den enkelte koncert i hver musikforening op til 450 kr.
Holdningen i bestyrelsen er, at dette tiltag er en komplet unødvendig belastning at lægge på vores hårdt prøvede kulturliv.
Da selve lovgivningen er vedtaget, er vi nødt til nu, at lede efter muligheder for kompensationer og lempelser og gøre opmærksom på denne for musiklivet ulykkelige situation.
SDM er en af initiativtagerne til en fælles skrivelse til kultur og skatte ministrene, hvor vi på vegne af hele den danske livemusik, som jo bliver ramt af dette ulykkelige tiltag, gør opmærksom på de uheldige konsekvenser, dette har. Vi kommer også med forslag til, hvordan de kan afhjælpes. Vi vender tilbage med mere om dette.
I disse tider er der kommet megen fokus på publikumsudvikling i dansk kulturliv.
Man kan f.eks tegne abonnement på Applaus. Applaus er finansieret af Kulturministeriet, og har 3 kerneopgaver:
1. Lave undersøgelser om publikumsudvikling i dansk kulturliv.
2. Afholde kurser i forskellige aspekter af publikumsudvikling.
3. Arrangere møder og seminarer, hvor man kan dele viden om og diskutere publikumsudvikling på tværs af kultursektoren.
På Applaus hjemmeside kan man læse om TUTTI, der er et treårigt udviklingsforløb, der hjælper 10 danske orkestre og ensembler med at arbejde med publikum i centrum for deres organisation.
Siden er der kommet et TUTTI#2, som er et program rettet mod mindre koncertarrangører, altså f.eks kammermusikforeninger. Programmet er arrangeret af Art Music Denmark, og omfatter workshops, støtte, vidensdeling, publikumsmåling og mentorforløb.
Jeg deltager selv, og jeg synes, det er særdeles givende. Man får en anden opfattelse af sit publikum, og får set tingene fra en anden synsvinkel.
Jeg håber, mange har meldt sig til TUTTI#2. Det er vigtigt at arbejde med og forstå sit publikum. Vi kan helt sikkert blive klogere, mere inspirerede og få nye ideer og tiltag der.
Vi skal byde velkommen til to nye medlemmer i SDM.
Aalborg kammermusikfestival hvor Filip Michalak er formand.
Aabenraa Kunst & Musikforening hvor Nina Kjærhus er formand.
Vi byder dem begge hjerteligt velkommen, og glæder os til samarbejdet.
Aksel Nielsen