Formandens beretning 2023 – 2024
I denne sæson havde vi i november måned en dialog på mail om billetsalg.
Claus Levinsen fra Hillerød Musik & Teater sendte en forespørgsel: Hvordan går det med billetsalget i indeværende sæson?
Det er interessant læsning. Meget forskellige beretninger. Fra bekymrede miner, moderat faldende tilhørertal, tendens til faldende tilhørertal, til nogle der ”ikke klager”, nogle der er godt tilfredse og en forening hvor det går rigtig godt med stødt stigende billetsalg.
Hvorfor der er så store forskelle, er ikke umiddelbart til at forstå; men jeg håber, vore medlemmer kan ”holde gryden i kog”. Forsøge hele tiden at se nye muligheder, og ikke lade sig slå ud af ”op ad bakke”. En af fordelene ved at være medlem i SDM er jo netop, at vi kan holde kontakt gennem hjemmesiden, og dermed lettere støtte hinanden.
Siden sidst har vi haft 2 bestyrelsesmøder. Den 2/12 2023 og den 13/4 2024.
På bestyrelsesmødet 2/12 2023 talte vi om:
Publimus:
Den 3. september 2023 fik vi en henvendelse fra Carl Erik Kühl om et samarbejde med Skriftserien Publimus. Samarbejdet består i, at en musikforening sætter en annonce for Publimus i deres koncertprogram, og at Publimus så annoncerer for koncerten på deres hjemmeside og i deres koncertkalender.
Jeg har sammen med Carl Erik Kühl udarbejdet nogle forslag til, hvordan et koncertprogram med respektive annonceringer kan komme til at se ud.
På bestyrelsesmødet så vi på forslagene. Den generelle holdning er, at det er vanskeligt at få plads til en sådan annonce i et koncertprogram. Derfor blev vi enige om at:
Det er op til hver enkelt musikforening at indgå et samarbejde.
Aftalen blev, at PubliMus selv tager kontakt til musikforeninger, der kunne være interesserede i et samarbejde.
Hjemmesiden
OM SDM
Vi har lavet en ny mere detaljeret tekst om SDM til hjemmesiden. Den nye tekst fortæller, hvad SDM er, står for, og de fordele der er ved at være medlem.
OPTAGELSE I SDM:
Vi diskuterede ordlyden, og den er nu ændret. Se hjemmesiden.
VÆRTSKAB VED GENERALFORSAMLING:
Vi finpudsede vores retningslinjer, og vi diskuterede, hvordan vi i fremtiden skal finde værtsforeninger til SDM´s generalforsamlinger.
MitID:
Ved sidste GF (Odense 16/9 2023) var der et indlæg fra Jørgen Lundby, Svendborg Kammermusikforening, om problemer med MitID, erhvervsregister o.s.v. Bestyrelsen lovede at komme med en brugbar løsning. Mogens Frandsen har lavet en guide. Guiden har Sus Beckedorf sendt ud til alle den 4. juni. Håber den vil være til gavn.
Mailkæder:
Når der skal sendes mail ud til alle, er det vigtigt, I bruger den altid opdaterede mailliste fra hjemmesiden: ”Send mail ud til alle formænd”. Der kommer hele tiden ændringer, og bruger man en ”gammel tråd”, får nye medlemmer ikke besked. Ved ændring på listen, får I besked på mail.
Billeder på hjemmesiden:
Marianne Granvig har tilbudt at lave fotokollage på forsiden af vores hjemmeside. De foreninger, der ønsker at bidrage, bedes sende et foto og en kort beskrivelse.
K7:
K7 er et landsdækkende initiativ, der giver unge mellem 18-27 år gratis adgang til kulturen hvert år i hele uge 37. Det er et godt initiativ. Jeg har sendt information ud om dette den 22 december 2023. Husk at få tilbuddet med i jeres sæson hvert år.
SDM 50 ÅR:
SDM har 2024 50 års jubilæum. Vi blev enige om at markere dette med en jubilæumskoncert, og der aftaltes koncertdato, og mulige koncertsteder og ensembler.
Bestyrelsesmøde 13/4 2024:
På dette møde var det primære punkt planlægningen af SDM 50 års jubilæumskoncert den 6. oktober 2024 i Musikhuset København.
Nærmere info kommer senere som et punkt på dagsordenen .
Art Music Denmark:
Vi talte også om den nye rapport, der er kommet om ”Kammermusikforeninger i Danmark”.
Art Music Denmark har af Statens Kunst Fond fået til opgave at arbejde med fremme af det klassiske musikliv i Danmark. Jeg citerer:
En vigtig del af det klassiske musikliv er de mange små musikforeninger landet over, som på frivillig basis arbejder med at arrangere klassiske koncerter til glæde for et lokalt publikum. Koncerterne er vigtige for hele ”musikøkologien” – herunder ikke mindst de professionelle freelance musikere og muligheden for at musikken klinger, ikke bare i landets storbyer men ude i det ganske land.
Art Music Denmark havde engageret konsulent Maria Frey fra Meet Music til at lave en spørgeskemaundersøgelse om forholdene i kammermusikforeningerne i Danmark.
Denne rapport er vigtig for de danske musikforeninger. Jo større forståelse for det arbejde vi gør, des bedre. Det er samtidig interessant læsning. Desværre havde ikke alle vore medlemmer mulighed for at deltage i besvarelserne, da spørgeskemaet ikke blev sendt ud efter SDM´s mailliste. Det samme gentog sig ved onlinemødet med Maria Frej den 26. marts. Ærgerligt, men både Maria Frej og Art Music Denmark har vores mailliste nu.
Vi har siden sidst fået 2 nye medlemmer i SDM.
Maribo musikforening fra 1943, hvor Verner Nicolet er formand
Klassisk Musikforening-Herlev fra 2024, hvor Rene Brohammer er formand.
Vi ønsker dem hjertelig velkommen. Vi glæder os til samarbejdet. Vi er nu 44 medlemmer.
Vi har siden GF i Vordingborg 25. sept. 2021 haft et punkt på dagsordenen efter eventuelt, hvor ordet er frit, og alle, der har lyst, kan fortælle om deres erfaringer i sæsonens forløb. Vi kaldte det ”Bordet Rundt”.
På GF sidste år i Odense havde vi formuleret det noget skarpere:
”Hvordan prioriterer vi vores tid på GF?” og ”Hvad er vigtigt for SDM´s medlemmer at tale om?”
Det var en succes. Der var en livlig debat og erfaringsudveksling. Det er meget vigtigt, at vi har disse muligheder og har tid til at komme frem med det, vi har på hjerte. Dette punkt har vi også på dagsordenen i dag.