Formandens beretning 2020

SDM har afholdt et bestyrelses møde i Odense hos Marianne Granvig den 7. marts 2020.

Jeg tror faktisk, I alle kender dagsordenen, da jeg ved en fejltagelse kom til at sende den til alle SDM´s medlemmer.

1. punkt på mødet i Odense var Svendborg Musikforening, der var røget ud i nogle genvordigheder med fotoophavsretten. Firmaet Copyright Agent havde sendt en opkrævning på 6050 kr for brug af et foto uden tilladelse.

Jeg repeterer lige Jørgens Lundby´s gode råd:

  • Bed de optrædende om at tilsende, eller henvise til pressebilleder.
  • Brug billeder, der er på de optrædendes hjemmeside og betegnes som pressefotos.
  • Hvis ingen af disse muligheder kan opfyldes, og de billeder du vil bruge findes på nettet, så kontakt det billedbureau eller den person, som har rettighederne.

Man skal altså passe lidt på. Det er ligesom med parkeringsvagter – man ved aldrig, hvornår og hvor de slår til. Det giver selvfølgelig lidt ekstra arbejde; men 6050 kr er også en slags penge, som kunne være brugt anderledes.

Til sidste generalforsamling fortalte jeg, at SDM havde indgået en aftale angående ”Carl Nielsen International Competition for strygekvartet og blæserkvintet” i København den 15. – 19. oktober 2019.

For lige at repetere, så har denne konkurrence ikke noget med de andre Carl Nielsen konkurrencer for violin, klarinet og fløjte i Odense at gøre.

Denne konkurrencen afholdes hvert 4. år i samarbejde mellem Danmarks Radio, Det Kongelige Bibliotek og DKDM. Sidst konkurrencen blev afholdt var i 2015, hvor den danske ”Carl Nielsen-Kvintetten” (blæserkvintet) og franske ”Quartuor Arod” (strygekvartet) vandt.

Og ifølge aftalen kan enhver kammermusikforening, som er medlem af SDM, melde sig til at engagere et ensemble. Man kan også engagere to, hvis man vil, og man kan vælge frit blandt alle deltagerne, helt i SDM´s ånd.

Den aftale gælder ikke mere !! Her følger hvorfor:

På grund af flytning af en koncert, havde vi i BRAGE i Randers brug for en stryge kvartet til koncert onsdag 26/2 2020. Jeg kontaktede den vindende strygekvartet, den Østrigske ”Simply Quartet”.

Jeg spurgte om pris, og fik svar 5,500€ (ca 41.000 kr) med transport og uden transport 3,500€ (ca 26,000 kr). De spurgte, hvad jeg syntes om forslaget: Jeg svarede, at jeg i denne sæson kun kunne betale max. 2,700€ alt incl. (ca 20,000 kr).

Jeg kontaktede også Marie Rørbech og satte hende ind i situationen, for det er jo klart, at når SDM har et samarbejde med DR, hvor medlemmer af SDM på forhånd kan forpligtige sig til at engagere deltagende ensembler fra deres konkurrencer, skal vi for det første: Være istand til at betale de optrædendes honorar. Og for det andet, bør der i min optik være: En form for ”rabat” .

Marie svarede, at hun sagtens kunne se problemet. Det hun kunne gøre var, at sende en mail ud til deltagerne i konkurrencen. Hun skrev:

As you know already I have given out your contact info to some local music societies in Denmark. I just want you to know, that it is very well organized, but small societies around the country, and they might not be able to offer a fee + travel expenses which is as large as you would prefer.

Det var lidt samme problem i 2015, da konkurrencen sidste gang blev afholdt. Den franske Arod String Quartet kostede 4.000€ i honorar (ca 30.000 kr), + 1.500 kr i transport og 3,500 kr i hotel pr koncert. (35.000 kr).

På SDM´s bestyrelses møde i Odense lørdag 7/3 var det også indlysende, at vi ikke fortsat ønsker at binde os til det.

Efter vores bestyrelsesmøde, talte jeg med Marie Rørbech igen, som fuldt forstod og respekterede vores situation. Og hun kunne bare meddele, at DR ikke er istand til at hjælpe økonomisk.

M.h.t. koncerten i Randers, lavede jeg istedet en aftale med konkurrencens nr 3. Franske Elmire String Quartet. Jeg fik forhandlet en pris, vi kunne betale. Kvartetten spillede i øvrigt en fin koncert. NB: De ville også gerne have haft et større honorar, dog ikke i den størrelses orden.

For lige at afrunde dette emne: Hvis nogen musikforening ønsker at engagere et af ensemblerne i ”Carl Nielsen International Competition for strygekvartet og blæserkvintet”, skal man efter konkurrencen kontakte ensemblet og ”lande” en aftale. SDM har ikke en aftale mere.

For ikke at skabe unødig forvirring, har SDM stadig en aftale med P2´s Kammermusikkonkurrence. Den finder sted hvert 3. år og det er fra den 30.oktober til 1. november i år.

Det er også Marie Rørbech, der er organisator. Det er 13. gang, konkurrencen finder sted. Juryen har i år valgt 7 ensembler ud, og I kan vælge præcis det ensemble, I har lyst til.

Der er nyt om P2 konkurrencen på et link, som I kan finde på SDM´s hjemmeside. Her løfter jeg lige sløret for, hvad hun skriver om SDM:

Konkurrencen er et udstillingsvindue for unge musiktalenter, og ildsjælene i landets fantastiske musikforeninger holder i den grad øje med konkurrencen med henblik på kommende koncert engagementer. Vi har et godt samarbejde med Sammenslutningen af Danske Musikforeninger (SDM), hvilket er meget vigtigt. Det giver karrieren vinger, at de unge ensembler får mulighed for at spille de bedste steder rundt omkring i landet efter kammermusikkonkurrencen, siger altså Marie Rørbech.

Og dem, der på forhånd ønsker at binde sig og engagere et ensemble, skal kontakte Marie Rørbech. I år er det mere klassiske ensembler, der deltager, og der er frit valg mellem samtlige deltagere. Hvis man er hurtig, kommer man med i programmer og omtale i DR.

På sidste generalforsamling fortalte jeg, om et muligt samarbejde mellem SDM og Jacob Gades Legat.

Line Fredens, som er min kontakt person fortæller:
Jacob Gades Legat har gennem de senere år, udover de store priser, uddelt en række treårige talentpriser rettet mod aldersgruppen 10-18 år. Som en videre udvikling af legatets fokus på denne yngre talentgruppe, er det Jacob Gade Legatets vision, yderligere at støtte disse talenters musikalske udvikling gennem at tilbyde mulighed for en række kammermusikkoncerter ved de danske kammermusikforeninger.

Dette samarbejde er rigtig godt både for legatmodtagerne og for SDM.

Disse koncerter er for SDM medlemmer billige koncerter, hvor 6-9 legatmodtagere medvirker. Musikforeningerne betaler 9.000 kr pr koncert. Jacob Gades Legat betaler transport/kost og evt. overnatning.

Det vil i et vist omfang også være muligt, at de unge legatmodtagere, f.eks. dagen efter koncerten i musikforeningen, medvirker ved et skole / gymnasie / musikskole arrangement. Line Fredens, som er organisatoren i projektet, er midt i en PHD om musikalske lærer processer, så skolekoncerterne / arrangementerne kan formidles, så eleverne uanset alder / klassetrin kan møde unge på deres egen alder der spiller, og opleve musikken på egen krop f.eks ved lege og øvelser.

Som I kan høre, er dette et fantastisk samarbejde, og det er kun igennem SDM, dette samarbejde er muligt. Jacob Gades Legat vil ikke selv kontakte musikforeninger.

De unge må naturligvis gerne spille i musikforeninger, der ikke er medlemmer i SDM; men af hensyn til de unges skolegang, er der tale om et begrænset antal koncerter og et begrænset tidsrum. Koncerterne ønskes lagt om efteråret. Man vil kunne tilmelde sig på SDM´s hjemmeside, og det bliver efter ”først til mølle princippet”.

Det er meningen koncerterne starter fra efteråret 2021, og for at kunne starte hurtigt med tilmelding, vil I modtage en mail fra mig med Lines mail adresse, da det er hende, I skal kontakte.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at da det er helt unge mennesker, der skal ud og gøre deres erfaringer, stiller det lidt ekstra krav til koncertarrangøren. Selv om der er en voksen fra Gade Legatet, der følger med, bør vi være ekstra behjælpelige og opmærksomme. Det ved jeg naturligvis, at I alle er, men jeg siger det alligevel.

Den 26/2 fik jeg en henvendelse fra Victor Wennesz fra Østerbro musikforening om SDM ville støtte projektet ”Musikhuset København”. På bestyrelsesmødet var der fuld opbakning fra alle, og siden også fuld opbakning fra SDM´s medlemmer. Vores støtteerklæring lyder som følger:

SDM, Sammenslutningen af Danske Musikforeninger, støtter varmt projektet ”Musikhuset København”.

SDM har 35 musikforeninger som medlemmer fordelt over hele landet, og vi glæder os over det øgede fokus på kammermusik, danske musikere og  ensembler, som en realisering af dette “musiklivets projekt” vil betyde.

Så kom der Corona. Jeg spillede ”normal” koncert i Randers onsdag 11. marts, og gentagelsen af koncerten søndag  15. marts i Odense blev aflyst. Det er en mærkelig og uvirkelig situation, som virkelig rammer nogle musikere meget hårdt.

I har sikkert alle måttet aflyste koncerter. Som en positiv oplevelse, fik jeg en henvendelse fra Østerbro Koncertforening, der den 16. maj arrangerede en streaming festival, som DR i øvrigt optog. Det var spændende at se. Det er en god ide, at tænke lidt alternativt / kreativt, og det tvinger Coronaen os til. Lad os se, hvad næste sæson bringer.

Nu hvor koncerterne så småt er begyndt igen, har jeg ihvert fald bemærket at vores publikum længes efter live musik, og det er jo et godt tegn.

Jeg har valgt at sætte Corona på som et separat punkt på dagsordenen, hvor hver af jer, der har lyst, kort kan fortælle om jeres erfaringer og tanker.

Og til sidst. Vi er stadig 35 musikforeninger i SDM.

Aksel Nielsen